Stort detailhandelshus leverer rekordomsætning
Det går den rette vej for Euronics Danmark, som står bag en række detailkæder.
Detailhandelshuset, der har hovedsæde i Stilling ved Skanderborg, og som i dag er administrativt kædekontor for detailkæderne EL-Salg, Lyspunkt, Lysmesteren og PhotoCare, er det seneste år vokset fra to til fire kæder under samme tag i det samme strategiske indkøbsfællesskab.
Euronics kommer ud af 2021 med en omsætningsfremgang på 37 millioner kroner, så den lå på 650 millioner kroner. Der var dog en lille tilbagegang på bundlinjen i og med den gik fra 5 millioner kroner til 4,6. På driften går Euronics dog frem fra 8 til 9 millioner kroner, så det er en tilfreds administrerende direktør i form af Tomas Holm Hedehus, der kommenterer regnskabet.
- Konsolideringen af markedet betyder, at vi har kunnet drive forretningen med det laveste omkostningsniveau målt per butik nogensinde. Og så har vi ovenikøbet endnu ikke set effekten af, at Lysmesteren, som den seneste kæde, er blevet en del af forretningen. Det betyder, at vi har styrket vores position i markedet – både hvad angår indkøb, salg og markedsføring, siger Tomas Holm Hedehus i en pressemeddelelse.
Nyt strategisk samarbejde
Strategisk har Euronics Danmark også gennemført nogle større investeringer, som har betydning for selskabets egenkapital. Euronics Danmark har i 2021 købt Electra AB ud af et fælles ejet Indkøbsselskab og i stedet er Euronics Danmark indtrådt i ELON-samarbejdet, som samler fem nordiske butikskæder. Det gør Elon til en af Nordens største indkøbere af hvidevarer.
- Det stiller os markant bedre i dialogen med de store producenter, fordi vi nu er en del af den største indkøbsmuskel i Norden. Det giver mere konkurrencedygtige priser, og det betyder, at vi kan få varer unikt til vores kæder, siger Tomas Holm Hedehus.
Desuden har Euronics Danmark investeret massivt i kædernes online tilstedeværelse.
- En stor del af vores toplinjevækst er hentet gennem en betydelig vækst i vores online-forretning. Der er altid et skisma mellem lokalt forankrede butikker og en stærk digital forretning, derfor glæder det mig, at selvom vi har øget vores onlinehandel, så er det sket uden, at det har taget forretning fra vores lokale butikker. Vi er med andre ord lykkedes med at ramme et nyt publikum, siger Tomas Holm Hedehus.
Massiv markedsføring
Online-satsningen kombineret med et mere massivt, landsdækkende markedsføringstryk med komikeren Torben Chris i rollen som sælgeren Elton har øget forbrugernes kendskab til Euronics Danmarks største kæde, EL-Salg.
Den seneste markedsmåling viser, at kædens kendskabsgrad er steget med 50 procent, mens andelen af forbrugere, som tilkendegiver, at de ønsker at handle i EL-Salg-kæden er steget med 19 procent.
- Vi har aldrig tidligere investeret så massivt i markedsføring, og derfor er det naturligvis en fornøjelse at kunne fortælle vores aktionærer, at investeringen ser ud til at have været det hele værd, siger Tomas Holm Hedehus.
Kæderne under Euronics Danmark er frivillige kæder, hvilket betyder, at de enkelte butikker i kæderne er ejet af en selvstændig forretningsdrivende, der ejer deres egen butik.
mio. kr. | 2021 | 2020 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 650 | 614 |
Driftsresultat (EBITDA) | 9,2 | 8,2 |
Resultat før skat | 5,6 | 8,9 |
Årets resultat | 4,6 | 5,0 |
Balancesum | 153 | 164 |
Egenkapital | 36,7 | 62,2 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2021. |